Tidligere episoder:
Episode 1 (7. august): Whitechapel 1888
Episode 2 (31. august): Det smudsige sailorkvarter i St. Georges Whitechapel
Episode 3 (7. september): Et gyseligt mord
Episode 4 (11. september): Morduger
Episode 5 (12. september): Man er ikke engang paa spor efter forbryderne
Episode 6 (15. september): Londons mysterier
Episode 7 (20. september): Flere personer er arresterede
Episode 8 (20. september): Læderskjørtet
I forrige episode så vi at den kjente London-legen Forbes Winslow oppfordret politiet til å skaffe seg oversikt over pasienter som hadde rømt eller sluppet ut fra sinnsykeasyler. Men ikke alle leger var enige med Winslow. 29. september skrev Romsdals Amtstidende:
Den engelske presse beskjæftiger sig i denne tid med en række afskyelige mord, der med korte mellemrum er forøvede i et af Londons mest befolkede fattigkvarterer, Whitechapel. Det er just ikke noget nyt, at der begaaes forbrydelser i dette overbefolkede kvarter, hvor en stor del af bærmen af millionstadens befolkning har tilhold og lever under forhold, der trodser enhver beskrivelse. Mordene er blevne begaaede med en modbydelig og ubeskrivelig raahed, idet ligene fandtes frygtelige lemlæstede, og gjerningstedet for det sidste mord var en af de tæt befolkede leiekassener, som kun træffes i de fattigste kvarterer, hvor det paa grund af den stadige konfluks af mennesker dag og nat skulde synes utroligt, misgjerninger af den nævnte art kunde gaa for sig, uden at ophavsmanden strax maatte blive opdaget.
Paa grund af mordenes ligefrem gruopvækkende raahed og brutalitet har den bekjendte sindsygelæge Winslow udtalt den anskuelse, at mordene er blevne begaaede af en og samme person, som rimeligvis er undvegen fra en sindsygeanstalt. Samme læge hævder, at folk der lider af mordmani, er uhelbredelige og at man vilde gjøre klogt i at skaffe sig nærmere underretning om alle de personer, der i den senere tid er blevne udskrevne af sindsygeanstalter som helbredede. Andre læger deler dog ikke sindsygelægens anskuelse om, at morderne eller morderen skal være sindsyg. Tidsskriftet The Lanset[!] hævder bl.a. at en sindsyg aldrig vilde have truffet saa omhyggelige foranstaltninger for ikke at blive opdaget.
Ellers fortsatte den sterke kritikken av politiets innsats. Aftenposten skrev 21. september:
Whitechapelmordene i London. Fremdeles er det endnu ikke lykkedes det engelske politi at skaffe nogensomhelst Oplysning om gjerningsmænderne til de forfærdelige mord, der i løbet af enn maaneds tid er begaaede i Whitechapel. Den engelske presse beskjæftiger sig stadig og ivrig med disse gyselige forbrydelser, og der føres sterke klager over Politiets mangelfulde Optræden ved denne leilighed.
Under undersøgelserne har det nemlig vist sig, at Politiet i flere retninger er gaaet frem paa en, mildest talt, høist eiendommelig maade i sine bestræbelser for at skaffe oplysninger tillveie angaaende Mordenes ophavsmænd. Det er saaledes til undersøgelsesdommernes store forbauselse blevet konstateret, at politiet ikke engang har ladet sig det være magtpaaliggende at undersøge naboeiendommene. En saadan undersøgelse skete først efterat en ung pige havde meddelt, at hun havde fundet blodspor paa en nabomur. Politiet har fængslet flere personer som mistænkt, men disse er atter blevne løsladte efter at have godtgjort sin uskyldighed.
Man kan ikke unders over, at der i Whitechapel ligefrem har hersket panik, der dog nu er ifærd med at lægge sig, navnlig fordi baade politibetjente i uniform og opdagelsesbetjente paa alle tider af døgnet i tætte sværme patrouillerer i fattigkvarteret. Desuagtet kunde et blad for et par dage siden give følgende bidrag til retssikkerheden i det paagjældende kvarter: ‘Igaar morges ble en herre omringet og fuldstændig udplyndret i Hamburg Street’ (I samme gade skete et af de omtalte mord.) ‘Kl. 5’, heder det videre, ‘blev en 70 aarig mand angreben og behandlet paa samme maade i Chicksand Street. Kl. 10 styrtede en mand ind i en Bagerbutik i Hamburg Street og bemægtigede sig pengeskuffen. Disse tre forbrydelser skete paa steder, der kun ligger nogle hundrede alen fra hverandre og tæt ved skuepladsen for de to sidste græsselige mord’.
Som betegnende for tilstanden blandt beboerne i Whitechapels buler forteller følgende: For kort tid siden forlod to mænd, John og Bill en skjøn morgen sin bolig. John sagde farvel til sin kjøreste, idet han lod hende vide, at han kom snart tilbage og blot skulde paa en expedition med sin ven Bill. To dage senere kom Bill alene hjem. ‘Hvor er John henne’, spurgte pigen. ‘Arresteret’, var svaret. Hun havde netop i haanden en avis, hvori det stod at man dagen iforveien havde fundet liget af en ung mand i en skov tæt ved London og kom til at tænke paa, at det maaske var John, der var blevet myrdet. ‘Hvor kan du tro det’, svarede Bill, men det var i virkelligheden ham, der havde dræbt sin ven John, med hvem han var bleven uenig om udbyttet af et indbrudstyveri. Pigen var overbevist om at Bill var morderen, men overførte alligevel sin kjærlighed fra den dræbte paa ham. Først senere angav hun ham for politiet.
I Whitechapel forevises for øyeblikket i en bod et woxkabinet. I en særlig afdeling kan man faa ligene af fem kvinder at se, hvilke er lemlæstede paa den forfærdeligste maade. Saarene er gjengivne med en saa modbydelig realisme, at skuet maa bringe haarene til at reise sig paa hovedet af almindelige dødelige. Alligevel besøge tusinder daglig dette woxcabinet, særlig kvinder og unge piger fra fattigkvartererne. Trængselen var forleden dag saa stor udenfor denne bod, at folk stide en queue og maatte vente en halv time for at faa adgang.
Nå var nok Aftenpostens karakteristikk av voksfigurene som modbydelig realistiske en smule overdrevet. Det dreide seg egentlig om noen gamle, slitne voksfigurer som eieren av den lille boden i Whitechapel Road hadde pyntet på med litt rødmaling, og reklamerte for med skumle plakater utenfor. Aftenposten fortsetter:
For kort tid siden protesterede vittigedsbladet «Punch» mod de altfor realistiske Theaterplakater, som man nutildags kan se opslaaede paa gadehjørnerne med afbildninger af de værste mordscener i de paagjældende stykker. Disse plakater er dog for intet at regne mod det nævnte voxkabinet.
Dagen etter, 22. september, skrev Aftenposten:
Mordene i London. «Frankf. Zt.» har fra London modtaget et Telegram, som meddeler, at en tysker ved navn Ludwig er bleven arresteret itirsdags morges tidlig under forsøg paa at dræbe en pige. Han fandtes i besiddelse af en dolk, en barberkniv og en sax. Der tilføies ikke noget om hvorvidt denne arrestation sættes i forbindelse med de mange andre mord, der i den sidste tid ere forefaldne i London.
Vær trygg: Etter at John Pizer – Leather Apron – var sjekket ut av saken, var Ludwig absolutt blant de heteste mistenkte. Charles Ludwig var en nylig innvandret, tysk frisør, som beskrives som noe av en generell bråkmaker. Natten til 18. september hørte konstabel Johnson en kvinne skrike «mord!» inne fra Three King’s Court. Der inne fant han en mann sammen med en prostituert kvinne. Hun var livredd, og ba Johnson om å hjelpe henne vekk. De tre gikk sammen ut på gaten, og beklagelig nok sendte Johnson mannen vekk, mens kvinnen ble med ham. Det var først nå hun turte fortelle at mannen hadde trukket en stor kniv. Man kan levende forestille seg konstabel Johnsons reaksjon – i løpet av noen sekunder må han ha innsett at han muligens nettopp hadde sendt Whitechapel-morderen bort. Han la på sprang i samme retning som de hadde kommet, men mannen var borte.
Senere samme natt ble imidlertid mannen arrestert etter en krangel ved en kaffebod. Han hadde blitt nektet servering, ettersom han var sterkt beruset, og trakk den lange kniven. Han prøvde å stikke ned innehaveren. Da han ble ransaket, hadde han også en barberkniv og saks på seg. Han ble siktet for den truende oppførselen, og for ordensforstyrrelse – og ble fengslet i første omgang for en uke, som senere ble forlenget. Dette tyder på at politiet hadde en klar mistanke til ham, og brukte disse tiltalepunktene for å holde ham fengslet mens de etterforsket videre.
Det var all grunn til å ta mistankene alvorlig. Han var utlending, og utseende svarte til mrs. Longs beskrivelse av mannen hun hadde sett med Annie Chapman. Han var klart voldelig. Han hadde omgang med prostituerte. Han bar en langbladet kniv, og ytterligere kniver og sakser. Et vitne – en hotellvert – hevdet at Ludwig hadde kommet til hotellet dagen etter drapet på Chapman, skitten og fæl, og hadde bedt om å få vaske seg. Ludwig hadde fortalt at han hadde vært ute hele natten, og han snakket ustanselig om Whitechapel-drapene. Han hadde angivelig vært assistenten til en kirurg i den tyske hæren, og hadde blant annet hjulpet til ved disseksjoner. Så, var Charles Ludwig identisk med Whitechapel-morderen? Nei. For den 30. september 1888 slo drapsmannen til på nytt, i terrorhøstens mest skrekkinngytende natt. Og da satt Ludwig trygt forvart i sin fengselscelle.
Neste episode kommer 5. oktober: «Og denne gang er det et dobbeltmord»
Jack Bugsprætter 