Episode 10 (5. oktober): «Og denne gang er det et dobbeltmord»

Tidligere episoder:

Episode 1 (7. august): Whitechapel 1888

Episode 2 (31. august): Det smudsige sailorkvarter i St. Georges Whitechapel

Episode 3 (7. september): Et gyseligt mord

Episode 4 (11. september): Morduger

Episode 5 (12. september): Man er ikke engang paa spor efter forbryderne

Episode 6 (15. september): Londons mysterier

Episode 7 (20. september): Flere personer er arresterede

Episode 8 (20. september): Læderskjørtet

Episode 9 (29. september): Et Woxcabinet

 

Tre uker var gått siden Annie Chapman ble funnet drept i bakgården i Hanbury Street 29. Avisene skrev dels motstridende om stemningen i Whitechapel: På den ene siden finner vi reportasjer om stille gater og livredde prostituerte som rømte på landet, på den annen side at livet raskt vendte tilbake til det altfor normale. De ulykkelige kvinnene hadde neppe så mye valg – hva skulle de ellers gjøre i den bunnløse nøden? Den ene teorien avløste den andre om mordenes opphavsmann: En rømt asylpasient, «Leather Apron», en rik «slumturist», en kirurg, en sjømann – eller en forsmådd kvinne? Flere pekte på muligheten for at for eksempel en jordmor ville kunne bevege seg ubemerket rundt – alle så etter en mann, og en jordmor ville ha kunnskap om kvinnelig anatomi.

Svenske Elisabeth Gustafsdotter, eller Elizabeth Stride, som hun ble hetende i London, møtte vi i episode 2. Hun var en av de mange som ikke hadde noe valg, og forble i den stadige og sørgelige rundgangen mellom Whitechapels losjihus og mørke smug, til tross for mordpanikken. 20. september er siste gang vi vet at hun mottok litt penger fra den svenske kirken. En knapp uke senere satt hun i kjøkkenet på losjihuset i Flower and Dean street 32, sammen med flere andre prostituerte, og snakket om drapene. De var livredde – en av venninnene ropte plutselig ut: «We’re all up to no good, no one cares what becomes of us! Perhaps some of us will be killed next!» Man kunne sikkert ha overhørt en rekke slike samtaler i hvilket som helst losjihus disse dagene. Men dessverre fikk akkurat denne kvinnen rett.

Elizabeth Stride levde i et turbulent forhold til havnearbeideren Michael Kidney. Som de fleste andre ofrene var hun alkoholisert, og kranglene toppet seg gjerne i forbindelse med at de drakk. Kidney var også flere ganger arrestert for fyll og bråk. Elizabeth hadde tatt inn på losjihuset etter det hun oppga var en krangel med Kidney, mens han selv senere benektet dette. Ifølge ham pleide hun å bli borte når hun hadde en drikkeperiode. 29. september gjorde hun rent i to rom i losjihuset, og fikk betalt av vertinnen Elizabeth Tanner. Ved halv-sjutiden den kvelden drakk de to kvinnene sammen på Queen’s Head Public House, men slo følge hjem kort tid etterpå. I løpet av den neste timen forlot hun losjihuset for siste gang, og på veien ut viste hun vaktmannen noen mynter – betalingen hun hadde fått for vaskejobben tidligere på dagen.

Omkring klokken 23:00 søkte to arbeidskarer ly for været på puben Bricklayer’s Arms. På vei ut kom Elizabeth Stride sammen med en mann, men nølte med å fortsette ut i regnet. Mannen var lav av vekst, hadde mørk bart og sandfargede øyenbryn. Han bar en billycock-hatt (kanskje bedre kjent som bowler-hatt) og sjakett, og framstod som en respektabel mann for de to arbeiderne. De stusset derfor på oppførselen – paret stod i inngangspartiet og kysset og klemte på en, for de dager, heller uanstendig måte. Karene inviterte mannen med inn igjen for en øl, men han avslo. De vendte seg spøkefullt til Elizabeth: «That’s Leather Apron getting ’round you». Da forsvant paret avgårde. 

Et kvarter før midnatt ble Elizabeth observert utenfor Berner Street 63, mens hun snakket med en mann i sjømannslue og kort, sort cutaway frakk. De kysset, og mannen sa – tvetydig nok – «You would say anything but your prayers». Elizabeth lo.

Ca. 00:35 så konstabel Smith at Elizabeth Stride stod over gaten for sosialistforeningen International Working Men’s Educational Club i Berner Street sammen med en ung mann, rundt 28 år, med mørk frakk og hard deerstalker-hatt (altså «Sherlock Holmes-hatten»). Mannen bar på en pakke, ca. 15 x 45 cm, med avispapir utenpå.

Så, ti minutter senere, skjedde det som synes som en svært sentral vitneobservasjon i Whitechapel-saken – hadde vi nå bare visst hva vi skal tro om den! Israel Schwartz var i ferd med å passere foran International Working Men’s Educational Club da han så en mann og en kvinne krangle. Hun stod med ryggen inn i portåpningen inn til bakgården, og mannen forsøkte først å dra henne ut i gaten, men snudde og kastet henne ned på bakken innenfor den åpne porten. Hun skrek, men ikke særlig høyt. Israel Schwartz ville unngå å bli blandet inn i det han antok var samlivsbråk, så han krysset gaten. Der stod en annen mann og tente pipen sin. Nå så overfallsmannen i deres retning, og ropte høyt «Lipski!» Schwartz begynte å gå vekk fra stedet, men syntes mannen med pipen fulgte etter ham, så han begynte å løpe. Han kunne ikke si hvorvidt mannen med pipen virkelig hadde tatt opp jakten, men et stykke borte fra åstedet befant han seg i alle fall alene. Schwartz identifiserte senere Elizabeth Stride som kvinnen han hadde sett bli kastet til bakken.

«Lipski» husker vi fra den mye omtalte draps- og rettssaken et år tidligere (se episode 2). Navnet var nå i bruk som et klart antisemittisk ladet skjellsord på Whitechapels jøder. Men hva – og hvem – i all verden var det mannen i Berner Street mente? Var det Israel Schwartz, som riktignok var jødisk? Var det mannen med pipen? Eller var det om Schwartz, men henvendt til mannen med pipen? Hadde voldsmannen i så fall en medskyldig?

* * *

Samtidig med at Israel Schwartz løp vekk fra hendelsen i Berner Street, kunne man høre 46 år gamle Cathrine Eddows synge lavt for seg selv, som hun pleide, i fyllearresten på Bishopsgate politistasjon. Her hadde hun tørket opp siden kvart på ni den kvelden, etter at hun ble funnet stupfull på gaten i Aldgate High Street. Trebarnsmoren hadde som vanlig vært i Kent sammen med partneren John Kelly, for å delta i innhøstingen av humle. De hadde tjent lite, og måtte gå på sine slitne ben, tomhendte tilbake til London. Klokken 01:00 fant politiet ut at hun var edru nok til å slippe ut. Dessverre. Hun skrev seg ut som «Mary Ann Kelly» (som vi skal se, en av sakens mange merkelige tilfeldigheter). – «Jeg kommer til å få en skikkelig omgang juling når jeg kommer hjem», sa Cathrine til konstabelen som slapp henne ut. – «Til pass for deg. Du skulle ikke ha blitt så full», svarte han og viste henne ut hoveddøren: – «Lukk den etter deg!» – «All right – goodnight, old cock!», svarte Cathrine.

En halvtime senere, kl. 01:35, forlot Joseph Lawende og to bekjente The Imperial Club i Duke Street. Ved hjørnet av Church Passage så de en kvinne og en mann stå og snakke sammen, mens hun holdt hånden vennlig på brystet hans. Mannen var ca. 30 år gammel, rundt 1.70 høy, middels bygget, lys i ansiktet og bart. Han hadde en gråspettet jakke, en tøylue med brem, og gav inntrykk av å være sjømann. Lawende identifiserte senere klærne til Cathrine Eddows som de samme som denne kvinnen bar. Bare ti minutter senere, ca. 01:45, spaserte politikonstabel Edward Watkins inn på det nesten mørklagte Mitre Square.

* * *

Fram til nå har vi sett at avisreportasjene om Whitechapel-drapene ofte var fulle av feil og misforståelser. Vi kan nesten si at dette endret seg fra og med den såkalte «The Double Event» natten til 1. oktober. Aftenpostens lange artikler 5. oktober 1888 er så nøyaktige i sin faktagjengivelse at de nesten kan stå uten kommentarer, men vi finner nok noen poenger vi må diskutere senere. De innleder noen hektiske dager med Whitechapel-stoff i de norske avisene, som nå var nesten like opptatt av saken som London-avisene:

Atter er den store Metropolits bleven slagen af Rædsel. De forfærdelige Mord i Whitechapel har gjentaget sig, og denne Gang er det et Dobbeltmord, hvis Lighed med de andre er saa stærkt fremtrædende, at der er liden Tvivl om, at det er det samme Uhyre, som atter har været paafærde. De sidste Ofre for den ukjendte Morders eller Morderbandes utrolige Blodtørstighed er endnu ikke bleven identificeret, men deres Ydre, den Tid da de maa have færdedes paa Gaden, de uhyggelige Lokaliteter, hvor deres Lig er bleven fundne, gjør det rimeligt at gaa ud fra, at de hører til den samme klasse «ulykkelige», som den dyriske Morder før har stillet sin Blodtørst paa. Dobbeltmordet imorges afviger kun lidet fra de øvrige-, undtagen forsaavidt, at disse to Kvinder er bleven dræbt paa en Tid, da det slet ikke pleier at være stille paa Gaderne i Londons Fattigkvarterer. I de fleste af Londons fattige Forstæder foregaar der i Regelen alskens Handel i det Fri Lørdagsnat, saa at kjøbende og sælgende sædvanlig er paafærde meget længere udover Natten end ellers i Ugen. I Berner Street og St. George Street inden hørevidde fra det Sted, hvor den ene af kvinderne blev myrdet, holdt en Arbeiderklub sit Møde oq forkortede Tiden med Sang og anden Moro, sandsynligvis paa den Tid, Morderen udøvede sin Rædselsdaad. Mitre-Square, Scenen for det andet Mord, som sandsynligvis er blevet forøvet en halv time efter Mordet i Berner Street, er en anden Plads, omgiven af Pakhuse, til hvilken man kan komme gjennem tre Smug. Om Dagen er det et livligt Sted, hvor Frugtsælgere, Bybud og forskjellige Slags løse og ledige Personer driver om. Og dog er det her, hvor tre Smug munder ud, at en kvinde er bleven dræbt med koldt Blod ikke femti yards fra en Nattevægters Standkvarter, og det uden at denne har hørt den mindste Støi eller blot fodtrin, uagtet han paastaar, at han «i Regelen» kan høre Politikonstabelen passere hvert kvarter.

Saaledes er der mellem Midnat og kl.1 blevet forøvet to Mord i en engelsk mils avstand fra hinanden og efter alle tegn at dømme forøvede af den samme Haand. Det ser ud, som om Morderen, efter at have skaaret halsen over paa det første Offer i Berner street, er bleven foruroliget ved lyden af Skridt  muligens af Medlemmerne af ovennevnte klub – at han har taget Flugten og for Øyeblikket opgivet sin forferdelige Plan om at lemlæste Legemet, og paa sin Vei i Mitre Square har fundet Leilighed til at Udføre sit Forsæt i alle dets rædselsfulde Detaljer, idet han har lokket en anden stakkels Nattevandrerske til at følge sig ind i en Afkrog og der har myrdet hende med mere end dyrisk Grusomhed, hakket hendes Ansigt istykker og lemlæstet hendes døde Legeme paa en Maade, som neppe lader sig beskrive.

Disse rædselsfulde Misgjerninger som udføres midt i et tætbefolket Distrikt og paa en Tid af Natten, da hundreder af Mennesker endnu færdes i og omkring de Gader, hvor Mordene er forøvede, har spredt en Rædsel over hele den store By. Det er uundgaaeligt, at enhver Londoner, som hid-indtil med Grund har sat sin Stolthed i, at den engelske Hovedstad er en Repræsentant for den høieste Civilisation føler sig dybt ydmyget ved, at Mord kan forøves efter Mord midt i selve Hovedstaden og at Morderen kan passere uopdaget og ustraffet tiltrods for en Politistyrke som den engelske. I Byens Øst-kant, der af Morderen eller Morderne synes at være udvalgt til Skuepladsen for deres Bedrifter holder Paniken paa at slaa om til Raseri, og Følgerne heraf kan, hvad Øieblik det skal være, vise sig skjæbnesvanger for hvilkensomhelst Person, uskyldig eller skyldig, som Mængden maatte kaste sin Mistanke paa. Det er noget, som ingen Forundring kan vække, om Folk der er bragt i et saadant Raseri, som Beboerne af de østlige Bydele med Rette kan være, selv skulde tage Loven i sin Haand efter at de har tabt Troen paa, at politiet er istand til at opdage det frygtelige Uhyre, som raser iblandt dem. Det er ogsaa ganske betegnende for Stemningen i de østlige Bydele, at den sikkerhedskomite, som huseierne i Whitechapel selv har nedsat, har udsat en Belønning for Morderens Paagripelse, og at dens Formand, Mr. George Lusk, Lørdag Aften – følgelig flere Timer før disse lig var blevet fundne, hvorved Mordene altsaa er steget til det forfærdelige Antal af sex – har oversendt h.m. Dronningen en Petition, hvori han, paa Indbyggerne af Londons østlige Bydels Vegne, bønfalder hendes allernaadigste Majestæt om at modsætte sig den Beslutning, som nylig er bleven tagen af Sekretæren for Indenrigsministeren, og at udsætte en Regjeringsbelønning «stor nok til at svare til Sagens Betydning.» Det er en bemerkelig og alt andet end glædelig Foreteelse, at det skulde være vore Dage forbeholdt at se en hel Korporation af Hovedstadens Befolkning, drevne af den bitre Nød, ansøge h.m. Dronningen om at bøde paa, hvad hendes egen Kabinetsmininster og først og fremst Statssekretæren har forsømt.

Mordet i Berner-Street opdagedes først af en russisk Jøde ved Navn Lewis Diemskutz, der Klokken fem minutter før et Søndag Morgen kom kjørende hjem fra Bestowhill Market i Nærheden af Krystalpaladset, hvor han havde tilbragt den største Del af Lørdag Nat. Han vilde give Møde i klubben, og idet han skulde kjøre ind ad Porten, blev hans Ponny en Smule sky og skvat tilside for en Gjenstand, som laa tilhøire for ham. Han bøiede sig frem og saa, at det var noget, men kunde ikke sige hvad; han rørte da ved det med sin Svøbe, men kunde heller ikke derved komme til nogen Vished om, hvad det var. Idet han sprang ned fra Vognen, strøg han af en Fyrstikke, og et forfærdeligt Syn mødte ham. Udstrakt paa Marken med Fødderne mod Gaden og Ansigtet mod Muren laa Liget af en kvinde med Struben overskaaret og Blodet piplende i en Strøm ned i Gadesølen. Rædselslagen styrtede han ind i Klubben og raabte, at der var hændt noget, men sagde ikke hvad. En anden ung russisk Jøde ved navn Morris Eagle, som før var gaaet over Gaardspladsen, idet han fulgte sin Dame hjem fra Klubbens Koncert og da  ikke havde bemerket noget, fulgte ham da du og ligeledes et andet af Klubbens Medlemmer, en polsk Jøde ved navn Isaac Kozebrodski. Der blev atter tændt en Fyrstikke, og de saa alle tre, hvad der var sket. Eagle og Kozebrodski løb efter Politiet, og efter nogen Søgen fandt de en Konstabel, der fulgte dem til Rædselsstedet. Den døde kvinde laa paa venstre side, og i høire haand knugede hun nogle Druer, i venstre nogle Slikkerier. Foruden det frygtelige Snit tvers over Struben havde hun Saar paa den venstre Tinding og Kind og Saarene var tilsølede med Smuds. Legemet var endnu varmt, men Selvmord kunde der ikke være Tale om, da der ingen Vaaben forefandtes.

Den første Forsiktighedsregel, som da iagttoges, var at stænge Porten og underrette Klubbens Medlemmer om, at ingen maatte forlade Stedet, før han var bleven undersøgt. Med dette Arbeidet gik Tiden til Klokken fem om Morgenen, da det blev dem meldt, at de kunde gaa, da intet Spor var blevet fundet. Imidlertid havde Lægerne konstateret, at Saaret, som var henved tre Tommer langt og som havde kløvet Luftrøret, var forøvet med et skarpt Instrument, og at Døden maatte have fulgt næsten øieblikkelig. Afdøde er mellom fem og tredve og firti Aar og tarvelig klædt. Ingen Smykker skulde have fristet Morderen, og i Lommen fandtes kun et Messing Fingerbøl og et Bommuldsgarns Nøste.

Det andet Mord opdagedes af Distriktets Konstabel, som et kvarter i Forveien havde gjort sin Runde uden at bemerke noget usedvanligt, men Stedet er daarlig oplyst, da kun en enkelt Lygte, som staar paa Hjørnet af Churchpassage, kaster sit Lys over Pladsen. Kl. 1.45’ kom han tilbage og saa da Liget af en Kvinde, der laa med Klæderne oprevne og frygtelige Saar i Ansigtet og Underlivet. Watkins (Konstabelen) tilkaldte øieblikkelig Sergeant Jones, og andre Politimænd var ogsaa øieblikkelig paa Pletten. Alt, hvad der kunde lede paa noget Spor, blev systematisk forfulgt og underlig nok er det her, paa en Undtagelse nær, kun Politimænd, som kan afgive nogen Forklaring om Mordet. Den ene Mand, som danner denne Undtagelse, er G. J. Morris, der var engageret som Nattevagt hos Kjøbmændene Kearly & Tougue. Han sad i første Etage i Kontorbygningen og havde sit Lys tændt. Strax Watkins havde fundet Liget, kaldte han paa Morris, som øieblikkelig kom til. Han har afgivet følgende Forklaring: «Omkring kl. to kom den vagthavende Politibetent hen og banede paa min Dør, og jeg svarede. «For Guds Skyld Mand, kom ud og hjelp mig», raabte han, «her er nok en kvinde, som er bleven sprettet op!» «Godt», sagde jeg, «forhold Dem rolig, jeg vil finde en Lampe». Med denne gik vi ned til det sydvestlige Hjørne, hvor jeg saa en Kvinde liggende udstrakt paa Brolægningen med overskaaren Strube og skrækkelig tilredt. Jeg forlod da Konstabel Watkins og gik til Algate, hvor jeg blæste i min Fløite og tilkaldte andre Politibetjente. Foruden at Halsen var overskaaren, havde hun to frygtelige Skrammer over Ansigtet, hvoraf den ene næsten skilte Næsen fra Ansigtet. Hun var idetheletaget saa tilredet i Ansigtet, at jeg ikke kan sige, hvad hun var lig. Hun havde sort Skjørt og sort Hat og saa frygtelig slusket ud. Det underligste af det hele er dog, at jeg ingen Lyd hørte. I Regelen kan jeg hvert Kvarter høre Konstabelen gaa forbi, saa at Kvinden ikke kan have skreget, uden at jeg maatte have hørt det. Det er ikke længere siden end igaaraftes, at jeg sagde til Konstabelen, at jeg skulde ønske Kvindeslagteren kom hid, saa skulde nok jeg give ham lidt at bestille, og nu har han været her, og jeg anede det ikke.

Intet Spor er endnu fundet, og ethvert Motiv til Forbrydelsen synes at mangle. Intet kunde tyde hen paa, at Morderen havde havt til Hensigt at røve, men der er paa den anden Side saa mange Tegn paa dyrisk Grumhed, at man mere og mere er befæstet i den Tro, at Morderen er en gal Mand. Legemets Lemlæstelse overgaar alt, hvad han hidindtil har præsteret. Indvoldene var trukne ud og kastede op paa Brystet og slyngede rundt det gabende Saar i Halsen, og Saarene var opflænget paa høire Side, og enten der har været Kamp, eller Morderen kun har gjort det for at vanskeliggjøre Identificeringen, har han hugget Næsen af med et Snit, som strækker sig helt til det høire Øre, som ogsaa er hugget af. Den første Læge, som saa Liget, udtalte den Formening, at Kniven matte have været baade stor og skarp. Inspektør Collard, som har beskrevet Ligets Tilstand, kan ikke afgive nogen Mening om, hvorvidt Mordet var foretaget i anatomisk Interesse, eller hvorvidt nogen indre Legemsdel er fjernet.

I aftenutgaven samme dag fulgte Aftenposten opp:

Mordene i London.

Som et supplement til vor udførlige Beretning i Morgennumeret om de to nye afskyelige Forbrydelser, der for nogle Dage siden har fundet Sted i London, hidsættes følgende efter Daily Telegraph:

Forbrydelsen i Aldgate.

Igaar Mandag giordes en Opdagelse, som er vel skikket til at kaste et Lys over Morderens Bevægelser, efter at han havde forladt Mitre-Square. Da det døde Legeme blev undersøgt, fandtes der et Stykke af et grovt, hvidt Forklæde, som havde klæbet fast til det. Det tilsvarende Stykke fandtes igaar af en Politimand i Goulstone Street. Efter Lægens Mening er der ingen Tvivl om, at disse to Stykker har dannet et Forklæde. At dømme efter Blodpletter, som fandtes paa det Stykke, der var kastet paa Gaden, ser det ud som om Morderen har brugt det til at tørre sine Hænder paa, og saa har kastet det bort i nogen Afstand fra det Sted, hvor Liget laa. Afstanden fra Mitre-Square til Goulstone-Street er 1550 Fod. Han vilde have havt Valget mellom to Veie, den ene gjennem Duke-Street og derfra gjennem Aldgate og Whitechapel High-Street, og den anden mere ensomme Vei gjennen Duke-Street og saa ad Gravel-Lane, Stony Lane og New Goulstone-Street. Begge disse Antagelser er baserede paa den Forudsætning, at Manden har forladt Mitre-Square gjennem Church Passage. Der er imidlertid ogsaa Omstændigheber, som tyder paa, at han kan være være kommen ind i Mitre-Street uden at passere den aabne Plads. Der er i et af Husene bleven bemærket visse Stænk paa dør- og Vindusposter, man tror at det er Blod og har givet det den Forklaring, at Morderen har strøget sine Fingre af mod Vindusposten og truffet sin blodbestænkte Kniv langs Døren. Desuden afgiver Frank Radway, som er Staldkarl hos Vognmanden mr. Bull, hvis kontor vender ud mod Church Passage men hvis Staldindgang derimod er fra Duke=Street, at han Søndag Morgen kom hjem Kl. tyve Minuter til et. Han satte strax Hesten ind og gik saa, tre à fire Minuter senere ned til Portene for at lukke dem, men blev ifølge en Vane, han havde, staaende der et helt Kvarter og gik ikke tilsengs før Kl. 2. Altsaa, netop i den Tid Mordet maa være foregaaet, stod Radway i det tilstødende Kvartal og saa op og ned ad Duke-Street. Han saa hverken Mand eller Kvinde gaa forbi, og ingen som kom ud af Church-Passage. Da han kom op paa sit Værelse, som vendte ud mod dette Smug, var der ingen Lyd, som tiltrak sig hans Opmerksomhed, men han lagde rigtignok heller ikke Merke til den Støy, Politiet senere foraarsagede, idet de fjernede liget. Der er ogsaa en anden merkelig Omstændighed kommen til. Bagbygningen af Aldgates Postkontor støder op mod nogle nye byggebe og ubeboede Lagerhuse i Duke-Street. Lørdag Aften kl. halv ni var alt i Orden der og dørene lukkede. Da Betjeningen Mandag Morgen kom tilbage til Kontorerne, opdagedes det, at der havde været inbrudstyve Lørdag eller Mandag Nat, de havde brudt op Pengeskufferne og havde taget Frimerker og Sedler af alle Slags lige fra Halvpennies til 10 Shillings og til en samlet Værdi af 260 Pd. Sterl. og desuden 50 Pd. Sterl. i rede Penge. Kielder-Vinduerne i et lager i Duke-Street var brudt op og her var Tyvene kommen ind; derpaa var de gaaet over Taget og var gjennem en Luge kommen ned i øverste Etage af Posthuset. Her havde de listet sig ned i første Etage og for ikke at blive sete gjennem Vinbuerne, som vendte ud mod Gaben, havde de fundet det nødvendigt at skaffe sig Adgang til det Rum, hvor Jernskabene stod. Her havde de taget op endel af Trappen og var kommen ned i Kjelderen. De har øyensynlig maattet bruge flere Timer, da de har brudt nogle Skabe op. Før de har gaaet bort med sit Bytte, har de omhyggelig vasket sine Hænder. Set i Forbindelse med Efterforskningerne efter Morderen, er det klart, at dette Indbrud maa være foregaaet Lørdag Nat, thi hele Søndag var der propfuldt af Folk i Gaderne.

Det er bleven meldt Citypolitiet, at en Konstabel har fundet en Kniv, men andre Opdagelser er ikke gjort. Kniven skal have sort Skaft og et ti Tommer langt, skarpt Blad, der er spidst som paa en Forskjærkniv.

Mordet i Whitechapel.

Hidindtil er henimed et halvt Dusin Personer bleven arresteret og sat i Frihed igjen. Tidlig Mandag Morgen opdagede Konstablen i Commercial-Road en fremmed, som vakte hans mistanke ved sin tydelige Lyst til at undgaa hans Opmerksomhed. Konstabelen talte til ham, men da han fik, hvad han syntes var utilfredsstillende Svar, tog han ham med til Politistationen, hvor han dog gjorde fuld Rede for sig og følgelig blev løsladt. En anden Mand blev fængslet i Norwood, fordi han var opkloret og forreven i Ansigtet, men dette havde huslige Grunde, og ogsaa han blev atter sat i Frihed. Desuden blev der senere hen paa Dagen bragt en Mand til Politistationen i Lemon Street, som Konstablen havde fundet snigende sig omkring Mitre-square. Han saa udtæret ud, og kunde ikke gjøre nogen Rede for sig. Paa sin Person havde han 1 sh. 44 d i Penge og en Barberkniv og rundt halsen et violet Uldskjærf, paa hvilket der var flere lange Haar, som man formodede var Kvindehaar. Paa Stationen forklarede han Inspektøren, at han havde gaaet fra Southampton og tilhørte The Royal Sussex Regiment. Hans Støvler viste dog intet Spor af denne Marsch, og han blev holdt fangen, indtil nærmere Undersøgelser havde fundet Sted. Der fandtes ikke Blodstænk paa hans Klæder og han havde ingen Vaaben, hvormed det var rimeligt at han kunde have forøvet saadanne Mord. Hans Arrestation tillægges ingen Vegt og han er senere sat i Frihed. Det eneste bemerkelige ved hans udsagn er, at Royal Sussex Regiment’s Merke stod paa den forrevne Konvolut, som fandtes hos det fjerde Offer, Annie Chapman. Fremdeles er der gjort en temmelig eiendommelig Arrestation. En Avisreporter havde faaet det Indfald at spille Detektiv paa egen Regning og havde til den Ende klædt sig i en sjusket Kvindedragt for at faa saa megen Lighed som muligt med en af disse stakkels ulykkelige, mod hvilke det ukjendte blodtørstige Uhyre har vendt sit Raseri. Efter i nogen Tid at have drevet om i Gader, hvor der var livlig Færdsel og mange Detektiver uden at tiltrække sig nogen Opmerksomhed, begav han sig hen til Whitechapel. Her tiltrak hans mandige Skridt sig Politikonstabel Ludwigs Opmerksomhed, og denne gik hen til ham, og spurgte om han ikke var en Mand. «Jeg kan se, De er det». Den selvbestaltede Detektiv indrømmede da, at han virkelig var det, og Konstablen spurgte, om han var en virkelig Opdagelsesbetjent. Han forklarede da, at han ikke stod i nogetsomhelst Slags Forbindelse med Scotland-Yard og forsøgte at retfærdiggjøre sin Forklædning. Han maatte imidlertid følge med paa Politistationen, og her forklarede han da sin Plan, men fik af Inspektøren det Svar, at denne under disse særegne Omstændigheder, saa meget han end beklagede det, saa sig nødsaget til at beholde ham, indtil han havde foretaget nærmere Undersøgelser. Disse stadfæstede imidlertid hans Udsagn, og, efter halvanden Times Arrest, løslodes han og spadserede bort i sine egne Klæder. Ingen af disse Arrestationer har altsaa kastet noget Lys over Sagen.

I Berner Street og deromkring er Bevægelsen lige stor. Hele Søndag og Mandag igjennem strømmede en masse mennesker til for at bese Skuepladsen for Mordet, og Medlemmerne af den internationale Arbeiderklub har draget Fordel af denne Tilstrømning ved at forlange en liden Entre af de nysgjerrige. Denne Entre gaar til det saakaldte «socialistiske Propagandafond».

Whitechapels Fysiognomi er uforandret; det eneste er, at man nu stadig ser en større Politistyrke paa Benene. Men fremdeles færdes Kvinder af samme Slags som Annie Chapman og Elisabeth Stride rundt om i de daarligste Smug. Man er endnu ikke ganske vis paa den sidstes Identitet.

Daily Telegraph bringer i dag et Kart over den del af London, hvori disse saa forfærdelige Kvindemord er begaaede. No. 1, 2, 4, 5 og 6 ligger uhyggelig tæt ved Siden af hinanden, No. 3 derimob et Stykke længere borte. Det første Mord fandt Sted 3die April i Nærheden af Osbornstreet. Den myrdede hed Emma Elisabeth Smith, 45 Aar gammel. Hun var dræbt ved at en Jernstage eller et andet spidst Instrument var stuffet gjennem hendes Bryst og Ryg. De følgende Mord fandt Sted:

• 7de August: Martha Tabram, 35 Aar. Myrdet ved 39 Knivstik. Mordet fandt Sted i Georgeyard Bygningerne i Commercial Road.
• 31te August: Mary Ann Nicholls, 47 Aar: Struben overskaaren og Legemet frygtelig mishandlet Bucksrow, Whitechapel.
• 8de September: Annie Chapman, 47 Aar. Overskaaret Strube, lemlæstet Legeme Hanbury street, Spitalfields.
• 30te September: En Kvinbe, der antages at være Elisabeth Stride. Overskaaret Strube, Bernerstreet, Whitechapel.
• 30te September: En Kvinde, ukjendt. Overskaaret Strube og forfærdelig lemlæstet, Mitre Square, Aldgate.

Det ser ud, som om Rædselsgjerningen i Whithechapel endnu ikke har fundet sin Afslutning, idet der nemlig Onsdag telegraferes fra London, at der Tirsdag Aften atter er dræbt flere Kvinder i Whitechapel.

Det siste var, heldigvis, bare et rykte. Men at panikken nå nådde nye høyder, var kanskje ikke så rart. Det blir mange poeng å ta fatt på i de kommende episodene, for nå fylles også de norske avisene opp av Whitechapel-stoff. Så en ny episode vil komme ganske snart…