Tidligere episoder:
Episode 1 (7. august): Whitechapel 1888
Episode 2 (31. august): Det smudsige sailorkvarter i St. Georges Whitechapel
Episode 3 (7. september): Et gyseligt mord
Episode 4 (11. september): Morduger
Episode 5 (12. september): Man er ikke engang paa spor efter forbryderne
Episode 6 (15. september): Londons mysterier
Episode 7 (20. september): Flere personer er arresterede
Episode 8 (20. september): Læderskjørtet
Episode 9 (29. september): Et Woxcabinet
Episode 10 (5. oktober): Og denne gang er det et dobbeltmord
Episode 11 (6. oktober): Jack the Ripper
Episode 12 (8. oktober): Manden fra Texas
Episode 13 (11. oktober): Morderens bevægelser
I forrige episode så vi at det er flere forhold ved drapet på Elizabeth Gustafsdotter Stride i Dutfield’s Yard i Berner Street som sår tvil om hvorvidt hun virkelig var offer for samme morder som (trolig) Tabram, Nichols, Chapman og Eddowes. En av de mest påfallende grunnene til denne tvilen er at Elizabeths morder synes å ha tilbragt svært lang tid sammen med henne, og attpåtil i umiddelbar nærhet av drapsstedet før han slo til. Dette førte jo naturlig nok til at flere vitner så drapsmannen enn ved noen av de andre mordene. Avisene kunne dermed gå så langt som til å publisere skisser av den antatte morderen:
I (…) Daily Telegraph (…) findes to Skizzer af et Ansigt, som skal svare til den formodede Morders Type, men naturligvis ikke kan giøre Fordring paa Portrætlighed. Tre Mænd, hvoraf den ene var en Politikonstabel, har nemlig afgivet Forklaring om at have set en Mand tale med den Kvinde, som blev myrdet i Berner Street, et Kvarter før Mordet maa være bleven begaaet. Et fjerde Vidne har ogsaa meldt sig, nemlig den Mand, i hvis Butik Druerne blev kjøbt, og som altsaa er den, der har havt bedst Anledning til at studere Mordereus Ydre. Han har ogsaa gjenkjendt Liget af Elisabeth Stride som den Kvinde, der havde ledsaget den fremmede til hans Butik ikke længe før Midnat Lørdag Nat. Efter disse Vidners Beskrivelse er der bleven tegnet flere Skizzer af Mænd af forskjellige Nationaliteter, Alder, Livsstilling o.s.v. Disse Skizzer blev fremlagt for Packer, Høkeren, som uden Nølen udpegede to, der fremstillede en ung Mand i blød amerikansk Filthat og uden Moustache. Saa blev der rakt ham en hel Pakke andre Fotografier, og han valgte atter et, der i alt væsentligt stemmede med de to Skizzer.
Denne Packer er det, som vi vet, grunn til å være skeptisk til. Kanskje diktet han opp hele historien etter å ha lest de andre vitnenes beskrivelser i avisene. Men ut over det er det altså også usikkert om det virkelig var seriedrapsmannen som ble sett. Vi så også i forrige episode at noen av de mange avishistoriene – sanne som usanne – kunne gi opphav til seiglivede myter om Whitechapel-morderen, som for eksempel at han lokket ofrene til seg med druer, og dumpet likene etter å ha drept dem et annet sted. I Romsdals Amtstidene fra 16. oktober finner vi nok en slik myte. De fleste forbinder Jack the Ripper med en kappekledd skikkelse med flosshatt og en stor lærveske. Her får vi vite hvor deler av denne myten stammer fra:
Den sorte, skinnende haandkuffert er ofte bleven nævnt i Forbindelse med Whitechapel-Mordene. Mrs. Mortimer, som Nat til forrige Søndag havde staaet i sin Dør i Bernerstreet og havde trukket sig tilbage kort før Mordet maa have foregaaet, har ogsaa afgivet den Forklaring, at den eneste Mand, hun havde seet gaa gjennem Gaden, var en ung Mand, som bar en sort, blank Haandkuffert. Han kom gaaende fort ned ad Gaden fra Commercial Street, saa op mod Klubben og gik rundt Hjørnet ved Skolen. Dette var den samme Morgen, som Mordet i Berner Street fandt sted.
I tillegg til dette kunne Albert Backert fortelle at på puben Three Nuns hadde en mann med en sort, skinnende lærveske spurt etter lokale prostituerte bare en time før drapet på Elizabeth. Det er bare det at Mrs. Mortimers poeng var at hun ikke hadde sett noen komme ut fra Dutfield’s yard mens hun stod i døråpningen sin – hun nevnte mannen med vesken nærmest (og rent konkret) i forbifarten, fordi det var den eneste mannen hun hadde sett mens hun stod der. Hun mente ikke på noen måte å kaste mistanke på ham – men etter at avisene hadde overdrevet og omskrevet utsagnet såpass at folk trodde han var morderen, møtte mannen med lærvesken selv opp hos politiet. Han het Leon Goldstein, og var medlem av International Working Men’s Club. Vesken inneholdt tomme sigarettesker, og han kunne raskt sjekkes ut av saken. Men han utstyrte altså Jack the Ripper-myten med en av sine mest kjente rekvisitter. Og selvfølgelig førte dette nokså umiddelbart til at politiet begynte å arrestere mistenkelige menn med vesker.
Det er jo for øvrig litt pussig at Leon Goldstein synes å være en av svært få som meldte seg for politiet etter å ha følt seg mistenkt på bakgrunn av andre vitners utsagn. Blant de relativt mange observasjonene av ofrene sammen med menn i timene før drapstidspunktene, må det jo være en hel del som ikke var morderen, og som leste om seg selv i avisene. Selvsagt var omgang med prostituerte sosialt uakseptabelt, og det er sikkert den viktigste årsaken. Frykten for å bli mistenkt og fengslet, og kanskje ikke minst frykten for at den opprørte folkemengden skulle få nyss om en slik arrestasjon, er sikkert også nok til at flere lot være å melde seg. Men at vi nesten ikke finner noen andre som gjorde som Goldstein – at ingen på et senere tidspunkt i livet kom til å røpe sine møter med Whitechapel-ofrene, er likevel litt rart.
Vi har tidligere sett skandinaviske beskrivelser av Whitechapel, som vel knapt har bidratt til å bedre inntrykket av elendigheten. Men i Dagbladet 19. oktober, midt oppe i mordhøsten, får vi et litt annet blikk på bydelen. Dessverre er artikkelen ikke signert, men den viser at en nordmann evnet å se at Whitechapel hadde en viss, skakk sjarm:
Whitechapel
Jeg bodde lige ved Aldgate Station da jeg var i London – Vaaren 86. Og nu siden Whitechapel ved de forfærdelige Mord har faaet en saa sørgelig Berømthed, kommer der op i mig mange Minder fra de Aftener, jeg gik og drev i Whitechapel og saa paa det underlige, mylrende Gadeliv med ald dets Brogethed og Tristhed.
Naar jeg gik hjem om Aftenen efterat ha tilbragt Dagen ude i Vest, havde jeg at gaa gjennem det uhyggelige folketomme City med de store alvorlige Bygninger, Banke og Kontorer, hvor Nøglen ligger til Verdens mægtigste Forretningsdrift — dette City, hvor Livet bruser og larmer om Dagen, men hvor om Aftenen det eneste, som Sees, er en høj, skjægget Politimand, der gaar og kjender efter, om Dørene til de store Kontorer er forsvarlig laaset. Men kom jeg fra City ud i Aldgate, var der alltid Mennesker at se, hvor sent det end var. Helst Kvinder, som drev om efter Husly for Natten, eller forsinkede, ravende Drukkenbolte eller mistænkelig udseende Vagabonder, som ofte paa en højst generende Maade kunde følge en i Hælene. De ved, i denslags Kvarterer, naar man er alene, og det er rigtig sent og man ikke ser noget til de store, fedryggede «Policemen» – man blir let lidt uhyggelig berørt.
Aldgate – Whitechapels Hovedgade – er forresten en bred, velbygget Gade med et anstændigt Middelstandspræg, saa man ikke er let tilbøjelig til at bli ræd for noget; men at følge en af Smaagaderne, som leder ind i de egentlige Fattigkvarterer, hvor der er trangt og halvmørkt – det havde jeg neppe Lyst paa dengang og slet ikke nu efter de sidste Begivenheder i Whitechapel.
Men før Midnat, helst ved 9-10-Tiden, er Whitechapel det morsomste, ejendommeligste Kvarter i hele London.
Det var en af mine Hovedfornøjelser i den engelske Hovedstad, hvor Theatrene er slette og Kafélivet gjort privat, at ta mig en Tur om Aftenen udover Aldgate.
For her er først Londonerlivet rigtig ejendommeligt. Gaden er mylrende fuld af Mennesker, Flokker er samlet om en eller anden Udraaber, der fra en Vogn sælger Buxer til billigste Priser, eller gamle Hatte, som han sætter Paa sig for at gjøre rigtig Effekt, alt imens han hæs og forskregen raaber ud Priserne, der falder forbausende hurtig. Buxer og Hatte slynges med Elegance fra Toppen af Vognen ned til Kjøberen, der stadig lykønskes af nogen af Kjøbmandens Hjælpere for den glimrende Handel. Langs hele Gaden nedover er der Borde, hvor man kan faa Østers og friske Muslinger; der er dampende Kjødgryder, hvorfra man for 2 Pence kan faa sig en «Slev», faa varme sig lidt og kjende den forførende hede Lugt af stegt Kjød; der er Bogsælgere, der lar Kjøberen vælge blandt alle sine Varer, hvis Pris sjelden overgaar 3 Pence; der er Styrkeprøvere og anden Morro, og et Stykke nedover har vi tilhøjre den store Bygning, hvor der staar med broget Indskrift: Salvation army, og hvor Entréen er en halv Penny pr. Seance. Saa er der en anden stor, prægtig Bygning med Forsamlingslokale, hvor der hver Kvæld holdes religiøse Foredrag eller «Meetinger» om et eller andet, der angaar Arbejderbefolkningen. Bygningen er opført af en londonsk Filantrop, en ung, rig Arving, der selv lever hernede og ofrer sig udelukkende for Arbejderklassens aandelige og materielle Forbedring.
Disse londonske Meetinger og specielt de whitechapelske er meget morsomme. For ikke at trætte Tilhørerne ved Foredrag Slag i Slag har Indbyderne altid sikret sig nogle Sangere eller andre, der giver Musik indimellem, og saa gir man paa med et Foredrag bagefter.
I samme Lokale er der Temperancekafé, hvor man byder «Ginger-Ale» istedenfor de sterke Drikke.
Men Mængden strømmer til Værtshusene «The Public-houses» eller «Pubs», som de kaldes med et Kjælenavn. De findes paa hvert eneste Hjørne i Aldgate, store, oplyste og Varme, rigtig indbydende for alle dem, der fryser ude i den kolde Taage; fra disse Værtshuse spreder sig da udover Gaden denne Duft af Gin og Whisky, der virker saa bedaarende paa hver ægte Whitechapelnæse.
Inde bag Disken staar den sminkede, blide «Barmaid», der alltid har et forførende Smil til kjendte Kunder — Nabolagets gamle rødnæsede Whisky-Drikkere, der allerede halvfulde bedaares af dette Blik og den vidunderlige Whisky-Duft og drikker, saalænge de har Penge. Ved Siden af dem Fruentimmer, gamle og unge, stygge og pene – med Øjnene fulde af lysende Begjær efter Whisky. Man maa have seet slige Scener for at forstaa Drukkenskabens Magt i London og den Modbevægelse, der har frembragt Totalismen, som nu holder paa at bli en virkelig Magt i England. Men i Aldgate ser man alligevel ikke egentlig Elendigheden og Drukkenskaben i sin raaeste Form; man maa ta af i en af Sidegaderne, der leder ind i en Labyrinth af Krinkelkroger, hvor Gaden er saa smal, at Gjæsterne fra det ene Public-house kan rope over til de drikkende i Værtshuset tvers over Gaden. Her finder man den fattigste og ellendigste Befolkning –; det ender ofte med, at hele Gaden kommer i Slagsmaal, og Hyl fra drukne, halvnøgne Kvinder og Børn blander sig med de ravende Mænds Eder og Forbandelser. Slige Scener ser man gjerne om Lørdagskvelderne, efter at Lønningerne er udbetalt; det er Ugens Fest for Befolkningen i disse Kvarterer, en Masse, der har raaere Instinkter og lever under ellendigere Forhold end kanske nogen anden Millionbys Proletariat.
De Kvinder, som ved Nattetider stryger om i Whitechapels Gader, er i Grunden forskjellige fra den almindelige Skjøge-Type. De er nærmest Brændevinets Ofre. Det er gjerne lidt ældre Kvinder – undertiden gifte og Mødre –, der ved sin Lidenskab for Drik drives til at synke stedse dybere.
Jeg husker en liden Scene, der nu staar saa levende for mig som Minde om det natlige Whitechapel.
Jeg kom hjem fra et Selskab ude i Vest henpaa Morgensiden; det faldt en fin Duskregn, og Taagen var morgenkold. Jeg havde gaat den lange Vej gjennem City, forbi den store tause St. Pauls Kirke, forbi Bank of England og det uddøde Kontorkvarter og naadde da endelig frem til Aldgate.
Paa Hjørnet af Minories og Aldgate – ikke mer end 20 Skridt fra det Sted, hvor det første Offer faldt for Whitechapelmorderen – stod der i den dvaske, graa Morgenlysning blandet med det gule Gaslygtskjær en Kvinde og en Mand, der netop vilde gaa fra hende; hun holdt ham fast, men da han sled sig løs og var kommen et Stykke fra hende, skreg hun efter ham – sendte saa Skjældsord, raa og modbydelige – til han var ude af Sigte. Jeg saa hendes blege, udtærede Ansigt under Skjæret af Gaslygten, fanget det haabløse Blik i hendes Øjne. Hun raabte til mig, idet jeg gik forbi. Jeg la nogle Shilling i hendes magre Haand og skyndte mig afsted; det var koldt i den tætte Morgenregn. Og hun? Kanske er hun en af Offrene for Whitechapels Morder.
Det er ett tema i saken som vi har sett trenge seg på flere ganger, men som vi så langt ikke har tatt ordentlig fatt på: Spørsmålet om Whitechapel-morderens eventuelle anatomiske kunnskaper og kirurgiske trening. Dette er en diskusjon uten noe klart svar, som så mye annet i denne saken. Martha Tabram ble stukket flere titalls ganger med kniv 7. august, men ble ikke skåret i. Mary Ann Nichols ble drep 30. august, og fikk magen skåret opp, men ingen organer ble fjernet. Etter å ha drept Annie Chapman 8. september skar morderen løs og tok med seg flere deler av kjønnsorganene, og deler av blæren. Han forsøkte trolig også å skjære av henne hodet. 30 september møtte Elizabeth Stride sin skjebne, med dersom dette var samme morder, rakk han ikke å skjære i henne før han ble forstyrret. Samme natt ble Cathrine Eddowes tatt av dage, og her gikk han løs på liket i enda mer forstyrrende grad, og tok med seg venstre nyre og deler av livmoren. Og vi må i tillegg bare foreløpig si at det verste ennå gjenstår.
Det finnes fagfolk i vår tid som helt avviser teorien om at morderen hadde noen medisinsk kunnskap, og mener at han nærmest tilfeldig kom over og fjernet organer mens han rotet rundt med kniven. Vi kan ikke se bort fra det. Men det er verdt å merke seg at alle legene som undersøkte Whitechapel-morderens ofre synes å være enige om at han må ha hatt noe anatomikunnskap og trolig også erfaring. De så tross alt resultatet med sine egne øyne. Men vurderingene deres synes likevel å variere fra at morderen hadde en viss kunnskap og erfaring, til betydelig kunnskap og erfaring. Og da er det usikkert om vi lærer så mye av denne diskusjonen, når vi i praksis vel må slå fast at vi snakker om en mann som kan ha vært alt fra slakter eller jeger, til medisinstudent eller kirurg – og sikkert mye annet. Det vi i alle fall kan slå fast, er at ripperologer som vanlig har en tendens til å velge «viss kunnskap» eller «betydelig kunnskap» ut fra hvem de mener morderen var: «Modern opinion has too often been the servant of pet identity theories», som Philip Sugden skriver i The Complete History of Jack the Ripper.
Til nå har vi sett at den anatomisk skolerte morderen først og fremst har vært løftet fram når det gjelder den mystiske amerikaneren og hans forespørsel om å kjøpe organer. Men vi finner også noen mer kuriøse teorier, som antydet her i Bergens Adressecontoirs Efterretninger 19. oktober:
Mordene i London. Standard’s Wiener-korrespondent har i Anledning af de forefaldne Mord sendt sit Blad en Korrespondanceartikel, i hvilken der henledes Opmerksomheden paa nogle Oplysninger, som han har faaet af et Medlem af det østerrigske Rigsraad, Dr. Bloch. Disse Oplysninger er høist merkelige. I flere tyske Straffelove fra det syttende og attende Aarhundrede saavelsom i nyere Straffelove fastsættes Straffe for Lemlæstelse af kvindelige Lig i den Hensict af indre Organer at fremstille de saakaldte «Diebslichter» eller «Schlaflichter». Efter en ældre Overtro, der endnu findes i adskillige egne af Tyskland, vil saadanne «Tyve-» eller «Sovelys» være istand til at bringe den, paa hvem Lyset falder, i dyb Slummer, saa at Personen bliver et let Offer for Tyve og Røvere. (—) Disse spillede en stor Rolle under et Forhør over Røverne i Odenwald og Westphalen i Aarene 1813–41. I 1810 henrettedes i Magdeburg en farlig Røver, Theodor Unger, ogsaa kaldet «den smukce Carl», og undet hans Process kom et og andet frem om bemeldte «Schlaflichter». Det oplyses nemlig, at en Bande Tyve beskæftigede sig med Fabrikationen af dem. At den nævnte Overtro endnu i 1875 herskede i Galizien, ses af en Kriminalsag i Byen Biala. Man fandt nemlig den Gang et Kvindelig, lemlæstet paa ganske samme Maade som for nylig i Whitechapel. Under Procesen hentydede den offentlige Anklager til, at Tyve der i Egnen havde en fast Tro til saadanne «Sovelys» og deres undergjørende Virkning.
Slike halvveis okkulte teorier om drapsmotivet hadde en viss utbredelse, og inkluderte også en teori om at morderen kokte en livseliksir på de stjålne organene. Ryktene sa at politiet hadde forhørt seg med Whitechapels forhandlere av urter om hvorvidt noen hadde kjøpt uvanlige ingredienser i det siste (Begg, Paul, Jack the Ripper – The Facts). Som Daily Telegraph kommenterte: Hvis politiet virkelig brukte tid på slike undersøkelser, så måtte det bety at de nå stod uten et eneste, virkelig spor i Englands verste drapssak.
Neste episode handler om en av mordhøstens mest makabre øyeblikk, da George Lusk åpnet posten sin – «Fra Helvede», kommer 22. oktober!
Jack Bugsprætter 